Hvad er det bedste ved at bo i Grenaa - med dine ord?
““Jeg blev adopteret fra Sydkorea som 3½ måned gammel og er vokset op i Grenaa. Gennem mit arbejdsliv har jeg været projektansat flere steder i landet, men Grenaa har altid været det sted, jeg er vendt hjem til. Det bedste ved byen er balancen. Den er stor nok til at have et aktivt handels- og erhvervsliv, kulturliv og gode oplevelser, men lille nok til, at man stadig møder mennesker, man kender, når man går gennem byen. Samtidig er der plads til nye relationer. Jeg oplever, at Norddjurs har mange af de kvaliteter, man forbinder med en større by – bare i en mere overskuelig skala. Arrangementer som Radio ABC Beach Party og fællesskaber som Café Grenaa viser også, at der er både liv, engagement og omsorg for hinanden. Derfor ser jeg Grenaa som Norddjurs’ metropol.””
Hvis du skulle anbefale ét sted i Grenaa til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
““Jeg ville pege på Café Grenaa. Det er et sted, der viser Grenaa fra sin bedste side. Café Grenaa gør i tæt samarbejde med Norddjurs Kommune en stor indsats for mennesker i sårbare livssituationer. Her får borgere med blandt andet psykiske udfordringer adgang til mad, rådgivning, overlevelsespakker og hjælp til at komme videre i livet. Det, der gør størst indtryk på mig, er den måde, de frivillige og medarbejderne møder mennesker på – med respekt, nærvær og uden fordomme. Café Grenaa er et bevis på, at et stærkt lokalsamfund ikke kun måles på butikker og aktiviteter, men også på, hvordan vi tager hånd om dem, der har mest brug for hjælp.””
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
““Det er faktisk et godt spørgsmål. Da jeg arbejder i mediebranchen, prøvede jeg for sjov at spørge ChatGPT: ‘Hvem er Mikkel Kjerri?’ Svaret var, at jeg er en journalist og tilrettelægger, der er nysgerrig, vedholdende og optaget af at formidle historier, så de giver mening for andre. Det rammer meget godt. Jeg tror også, at folk oplever mig som engageret, direkte og én, der gerne tager initiativ. Når jeg kaster mig over en opgave, gør jeg mig umage – uanset om det handler om journalistik, kommunikation eller lokale projekter.””
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
““Det, der gør mig allermest glad i hverdagen, er en arbejdsdag, hvor tingene lykkes, eller når jeg oplever, at jeg har gjort en positiv forskel for et andet menneske. Det kan være gennem mit arbejde som journalist eller privat, hvor jeg kan give et råd, et nyt perspektiv eller et input, som hjælper nogen videre. Når familie, venner eller bekendte efterfølgende fortæller, at det har gjort en reel forskel for dem, giver det mig både energi og motivation.””
Hvem i Grenaa vil du gerne sige tak til - og for hvad?
““Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til min far. Han har altid været der for mig, og derfor vil jeg også altid være der for ham. Jeg vil også rette en stor tak til alle de frivillige og medarbejdere i Café Grenaa. De gør hver eneste dag en forskel for nogle af de mest sårbare borgere i Norddjurs Kommune med et engagement og et menneskesyn, der fortjener stor respekt. Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle de mennesker, jeg har mødt gennem livet i Grenaa. Hver eneste har på den ene eller anden måde været med til at forme den, jeg er i dag.””