Onsdag eftermiddag kl. 14.38 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at stjålet værktøj var blevet sat til salg på Facebook Marketplace. Værktøjet, som var letgenkendeligt, var kort forinden blevet stjålet fra en byggeplads i Grenaa om morgenen, og tyveriet var allerede meldt til politiet.
Den rette ejermand var i færd med at opsætte en handel med sælgeren, og Østjyllands Politi besluttede at deltage i den opsatte handel, som skulle finde sted senere samme aften på en parkeringsplads i Grenaa.
Kl. 19.00 ankom ejermanden til det aftalte sted sammen med politiet. Kort efter dukkede en bil op med blandt andet to yngre personer. Politiet hjalp med at kontrollere værktøjets serienumre, som viste sig at tilhøre anmelderen. Ejermanden fik genudleveret sit værktøj, der havde en samlet værdi af ca. 35.000 kroner, og forlod stedet.
De to yngre mænd i bilen blev identificeret som to drenge på henholdsvis 15 og 16 år. De nægtede begge forholdet, men blev sigtet for hæleri ved at have været i besiddelse af de stjålne genstande. På grund af drengenes unge alder blev deres pårørende orienteret om sagen, og de sociale myndigheder blev underrettet.