En patrulje fra Østjyllands Politis lokalpoliti i Grenaa blev onsdag aften klokken 20.18 sendt mod stationen efter en anmeldelse om, at to personer var kommet i slagsmål.
Ved ankomsten traf betjentene to personer, som begge blev skønnet påvirket og passede på signalementet fra anmeldelsen. Den ene havde flere tydelige skader. Personen, en 23-årig mand fra lokalområdet, udtalte sig i mindre pæne vendinger mod betjentene og blev sigtet for fornærmelig tiltale.
Begge mænd blev bedt om at forlade stedet, men der var optræk til et nyt slagsmål, da de var på vej væk. Den 23-årige blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen samt for at modsætte sig anholdelsen.
Under en visitation blev manden fundet i besiddelse af en kniv. Han blev sigtet efter knivloven for at have haft kniven på et offentligt tilgængeligt sted. Kniven blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 23-årige blev kørt på stationen til nærmere afhøring.