Sigrid fra Grenaa er Årets Elev 2025

Marie Leth, fagchef i HK Kommunal Østjylland overrakte prisen til Sigrid Sjørup Rydahl.
dato

Elev fra Norddjurs Kommunale Tandpleje hyldes for faglighed, fællesskab, arbejdsglæde og stor omstillingsparathed.

HK Kommunal Østjylland har kåret Sigrid Sjørup Rydahl som Årets Elev 2025 på tandklinikassistentområdet. Sigrid er elev i Norddjurs Kommunale Tandpleje, hvor hun i snart tre år har gjort en markant forskel for både patienter, kollegaer og arbejdsmiljø – og hvor hun er kendt for sit store engagement og altid gode humør.

 

Guld for arbejdspladsen

Sigrid blev indstillet af sin kollega, Merete Nielsen, som beskriver hende som en elev, der brænder for sit fag og bidrager positivt til arbejdsdagen – hver eneste dag. I indstillingen fremhæves Sigrid Sjørup Rydahls menneskelige tilgang og faglige fleksibilitet:

- Sigrid er simpelthen guld for vores arbejdsplads og brænder virkelig for faget. Hun er altid sød og imødekommende over for patienter, forældre og kollegaer, som elsker hende og hendes altid gode humør og store smil. Hun skaber en dejlig ro omkring sig og er altid omstillingsparat i forhold til nye opgaver og arbejdssteder på vores fire klinikker, skriver Merete Nielsen i indstillingen.

 

Afgørende kompetencer

Sigrid Sjørup Rydahl er færdiguddannet til januar og har allerede sat et tydeligt aftryk på arbejdspladsen, hvor hun arbejder på tværs af flere klinikker og indgår naturligt i forskellige teams, hvilket ifølge HK Østjylland er en vigtig kompetence.

Formand for HK Kommunal Østjylland, Hans-Henrik Hansen, glæder sig over at kunne hædre en elev, der mestrer netop de kompetencer, som er vigtige inden for fagområdet:

-  Da juryen var samlet om at vælge Årets Elev på det kommunale område, blev det tydeligt, at omstillingsparathed er en helt central kompetence i et arbejde, hvor hverdagen kan ændre sig hurtigt, og hvor man ofte arbejder på tværs af klinikker, opgaver og teams. Sigrid har vist, at hun både fagligt og menneskeligt kan navigere i den virkelighed – og samtidig bevare roen, overblikket og arbejdsglæden. Det gør hende til en meget værdig modtager af prisen som Årets Kommunale Elev, siger Hans-Henrik Hansen.

Om prisen

Årets Kommunale Elev uddeles hvert år af HK Kommunal Østjylland til en elev, der udmærker sig ved høj faglighed og samtidig bidrager positivt til fællesskabet og arbejdsmiljøet. Prisen uddeles inden for flere uddannelsesområder, og Sigrid Sjørup Rydahl er vinder i kategorien tandklinikassistent. 

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.