Grenaa er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 en 52-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus Han sigtes for børnebortførelse ved i juni 2014 ulovligt at have rejst ud af landet sammen med sine tre børn med henblik på længerevarende ophold i udlandet.
Det gjorde han på trods af, at Statsforvaltningen havde tillagt moderen forældremyndigheden alene.
Børnene var på udrejsetidspunktet hhv. 10, 13 og 15 år.
Den 52-årige blev anholdt torsdag, da han rejste ind i landet igen sammen med to af børnene. Det ældste barn var ikke med.
Det er endnu uvist, hvor han og børnene har opholdt sig.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved onsdag d. 1. marts i forening med to andre at have overfaldet en 39-årig mand, der under overfaldet blev stukket i maven med en kniv og fik kastet en økse i ryggen.
Overfaldet fandt ifølge sigtelsen sted ca. kl. 21.05 på Hack Kampmanns Plads i Aarhus.
Den 39-årige pådrog sig nogle behandlingskrævende skader ved overfaldet, men var uden for livsfare.
En 26-årig kvinde blev den 21. marts varetægtsfængslet i samme sag. Østjyllands Politi formoder, at der fortsat er yderligere en gerningsmand på fri fod, og anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.00 en 21-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved fredag den 10. marts omkring kl. 19.00 at have stukket en 19-årig mand i benet med en kniv. Overfaldet fandt ifølge sigtelsen sted på en parkeringsplads på Emmasvej i Brabrand.
Gerningsmanden flygtede fra stedet efter knivstikkeriet, men Østjyllands Politi havde hurtigt en formodning om, at det var den 21-årige, som derfor har været søgt siden. Torsdag meldte han så sig selv til politiet og blev anholdt.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 to mænd på hhv. 23 og 27 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Den 27-årige sigtes for grov vold ved med kniv at have overfaldet en 21-årig mand på en beværtning på Lillegade i Grenaa. Ved overfaldet, der ifølge sigtelsen fandt sted ca. 23.00, blev den 21-årige ramt af kniven på kroppen og i ansigtet. Den 21-årige blev kørt til behandling på skadestuen, men der var umiddelbart ikke tale om livstruende skader.
Den 27-årige blev efterfølgende anholdt på en adresse i Grenaa.
På adressen befandt sig også en 23-årig mand, der endte med at blive sigtet for forsøg på besiddelse af skydevåben samt forsøg på grov vold mod en polititjenestemand.
Ifølge sigtelsen forsøgte den 23-årige først at tage fat i den ene betjents skydevåben, og da det ikke lykkedes, forsøgte han at trække en kniv, han havde i lommen. Han blev dog anholdt, inden han nåede at få fat i våbnet.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre under grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen.
**
Færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var torsdag eftermiddag og aften på kontrol i det vestlige Aarhus. Kontrollen medførte i alt 55 sigtelser fordelt på 37 forskellige trafikanter.
Sigtelserne fordelte sig på følgende måde:
• 15 hastighedssager – 3 til betinget frakendelse/kørselsforbud og 11 til klip i kørekortet
• 6 kørte over for rødt lys
• 5 kørte over for gult lys
• 2 kørte bil, selvom de var frakendt førerretten
• 3 lavede ulovlige overhalinger til klip.
• 6 benyttede håndholdt mobiltelefon (klip)
• 8 benyttede ikke sikkerhedssele
• 10 øvrige forseelser
Kl. 20.26 blev en 20-årig mandlig bilist målt til at køre 89 km/t på Holme Ringvej, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t. Ikke lang tid efter var den gal igen, da en 19-årig mand blev målt til at køre med samme høje fart på strækningen. Begge mænd er relativt nye bilister og kan ud over en bøde se frem til et kørselsforbud. Det betyder, at de har forbud mod at køre bil, indtil de har bestået en teori- og køreprøve.
Igen kl. 21.36 blev en bilist målt til at køre med alt for høj fart, da han kom kørende med 77 km/t på samme vej. Han havde derudover glemt tage sele på. Den 22-årige fører har intet kørekort og blev derfor sigtet for at køre bil uden førerret. Ejeren af bilen blev tildelt en bøde for at overlade sit køretøj til en person uden kørekort.
På Jernaldervej blev en 37-årig billist målt til at køre 82 km/t. mod de tilladte 60 km/t. Det udløste – ud over bøden – en inddragelse af kørekortet på stedet på grund af flere tidligere klip.
På Ringvejen blev seks bilister noteret for at køre over for rødt lys - og yderligere fem personer blev sigtet for at køre over for gult.
På Silkeborgvej opdagede politiet en chauffør, der benyttede mobiltelefon under kørslen. Det kostede ham et klip i kørekortet.
**
Betjente forpurrede hashhandel på gaden
Civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje fik torsdag kl. 20.46 på Nattergalvej i Randers NØ øje på to mænd, som de mistænkte var i gang med en narkohandel.
Begge mænd blev visiteret, og den ene, en 21-årig mand, havde et par salgsposer med hash på sig. Han erkendte, at han havde været ved at sælge hash til den anden mand, da politiet kom og forpurrede handlen. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Kort efter blev den 21-åriges adresse ransaget, og her fandt politiet noget mere hash, en del salgsposer og nogle hundrede kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af stoffer. Både stoffer og kontanter blev beslaglagt.
**
Færdsel
Torsdag kl. 12.21 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Risdalsvej i Viby J. En 56-årig mandlig traktorfører foretog et venstresving ind på Skanderborgvej, hvorefter hans traktor blev ramt af en bil ført en 24-årig mand. Bilisten pådrog sig nogle behandlingskrævende skader ved uheldet og blev kørt på skadestuen. Østjyllands Politi forsøger nu at klarlægge de nærmere omstændigheder ved uheldet.
Torsdag kl. 13.49 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Rosenvangs Allé i Viby J. En 74-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 37-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 19.20 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 66-årig kvindelig bilist ramte ind i en 24-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet efter færdselsloven.
Torsdag kl. 21.43 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ebeltoftvej i Randers SØ.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Bønnerupvej ved Bønnerup Strand begået mellem onsdag d. 22/3 kl. 16.15 og torsdag d. 23/4 kl. 6.00
• På Torshøjvænget i Bering begået torsdag d. 23/3 mellem kl. 13.30 og kl. 15.30
• På Solbærhaven i Lystrup begået torsdag d. 23/3 mellem kl. 8.00 og kl. 22.25