Nye demensvenlige udearealer og moderne lokaler styrker trivsel på Plejecenter Glesborg

Foto: Norddjurs Kommune.
dato

Sundheds-, Pleje- og Omsorgsudvalget har besøgt Plejecenter Glesborg for at se de nye, demensvenlige udearealer samt de moderniserede lokaler til Hjemme- og Sygeplejen.

Torsdag den 28. maj 2026 var Sundheds-, Pleje- og Omsorgsudvalget på besøg i Glesborg. Besøget markerede afslutningen på ombygningerne ved Plejecenter Glesborg og de nye lokaler til Hjemme- og Sygeplejen, hvor fokus har været på at forbedre trivsel for både beboere og medarbejdere.

Udearealerne omkring Plejecenter Glesborg er blevet nyindrettet som en del af samlingen af demensindsatsen på centret. Målet har været at skabe trygge og overskuelige omgivelser, hvor borgere med demens kan bevæge sig frit og føle sig hjemme. Haven er udformet, så den fremmer genkendelse og indbyder til bevægelse og små sanseoplevelser, samtidig med at den giver plads til ro og pauser.

Disse nye omgivelser støtter beboernes mulighed for at færdes sikkert, bevare deres selvstændighed og opleve positive, tilpassede omgivelser i deres hverdag.

Også Hjemme- og Sygeplejens lokaler i Glesborg har fået en gennemgribende opgradering. Lokalerne har nu en større frokoststue, flere kontorpladser og bedre mødefaciliteter, hvilket styrker mulighederne for faglig sparring og trivsel blandt medarbejderne. Ombygningen har givet et mere funktionelt og moderne miljø, med fokus på helhedspleje og et tættere tværfagligt samarbejde i det daglige arbejde.

For yderligere information kan der rettes henvendelse til Kristine Sloth Hansen, udviklingskonsulent i Norddjurs Kommune, på ksh@norddjurs.dk eller telefon 21 56 81 57.

https://norddjurs.dk/nyheder/2026/juni/tryghed-og-trivsel-i-fokus-med-nye-rammer-i-glesborg

Kilde: Norddjurs Kommune
Mest læste artikler