Mødrehjælpen er kommet godt fra start på Djursland

Foto: Lokalforeningen holdt i december julestue sammen med Café Boeslum Bakker. Det var lokalforeningens første aktivitet for lokale familier. // Mødrehjælpen Djursland.
Profilbillede
dato

Mødrehjælpen Djursland lokalforening ser tilbage på et forrygende år med mange nye initiativer.

Tilbage i oktober 2022 stiftede Mødrehjælpen lokalforening på Djursland med Bente Have som formand.

Lokalforeningen har haft fart på fra start. Allerede i slutningen af november deltog lokalforeningen i julemarked på Stenvad Mosebrugscenter.

Her solgte frivillige hjemmestrikkede nissehuer doneret af lokale strikkere til fordel for foreningens aktiviteter for lokale børnefamilier. Samtidig skabte julemarkedet synlighed om Mødrehjælpens nye tilstedeværelse på Djursland.

”Det var helt fantastisk, at vi på så kort tid kunne få stablet et julemarked på benene. Der skal lyde en stor tak til de frivillige, lokale strikkere, der donerede deres flotte hjemmestrikkede håndværk. Vi fik en flot salg ud af nissehuerne, som skaber et godt fundament for lokalforeningen aktiviteter her i det nye år,” fortæller Bente Have, lokalformand for Mødrehjælpen Djursland.


Foto: Lokalforeningen holdt i december julestue sammen med Café Boeslum Bakker. Det var lokalforeningens første aktivitet for lokale familier. // Mødrehjælpen Djursland

Juleminder til børn og voksne
I december kunne Mødrehjælpen glæde næsten 85 børn og voksne med familieoplevelser. Her holdt foreningen Julestue i samarbejde med Café Boeslum Bakker for 15 børn og voksne, og 70 børn og voksne var med på udflugt til Jul i Friheden imellem jul og nytår.

”Kort tid efter vores stiftelse blev vi kontaktet af Café Boeslum bakker, der gerne vil åbne deres café og lave julestue for Mødrehjælpens familier. Det tilbud greb vi naturligvis. Det var et dejligt arrangement med juleklip og besøg af julenissen, der havde en lille gave med til børnene.

Alle gik hjem med fyldte maver oven på alle de lækkerier, som caféens værter havde sørget,” fortæller Bente Have.

Lokalforeningens aktivitetsudvalg arbejder nu på at igangsætte netværksaktiviteter for lokale familier i både Nord- og Syddjurs. Der arbejdes blandt andet på at starte en babycafé for gravide og småbørnsfamilier i Grenå samt en fælles madlavningsaktivitet ”Måltidet” i Rønde.

Sidder man og får lyst til at være med til at skabe gode oplevelser for lokale familier, hører lokalforeningen gerne fra interesserede.


Foto: 70 børn og voksne var med lokalforeningen til Jul i Friheden, hvor de mellem sjov i forlystelserne kunne nye et flot oplyst Tivoli Friheden. // Mødrehjælpen Djursland

Åbner butik i Grenå
Den næste store begivenhed i Mødrehjælpen er åbning af butik med genbrug til børn i Grenå. Butikkens overskud går til lokale aktiviteter og Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning. Bestyrelsen er lige nu ved at forhandle de sidste ting på plads med en udlejer.

”Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at finde nogle fine lokaler helt centralt i Grenå. Vi glæder os til inden længe at kunne annoncere den præcise adresse. Planen er, at vi åbner butikken inden påske,” siger Bente Have.

Butikken skal betjenes af frivillige ildsjæle, der sorterer, vasker tøj og klargør donationer til salg i butikken samt servicerer kunderne. Lokalforeningen hører allerede nu gerne fra interesserede, der vil tage vagter i den kommende butik.

 ”Jo flere frivillige vi er med i fællesskabet, jo flere lokale børnefamilier kan vi hjælpe,” siger Bente Have.

Interesserede frivillige kan kontakte lokalforeningen ved at sende en mail til djursland@mhj-lokal.dk eller ved at følge lokalforeningen på Facebook.

Fakta om Mødrehjælpen Djursland lokalforening:
Mødrehjælpen Djursland lokalforening er en frivilligdrevet forening under Fonden Mødrehjælpen. Lokalforeningen er Mødrehjælpens lokale holdepunkt for familier, der står i en svær situation.

Lokalforeningen laver familieaktiviteter, der skaber netværk og gode oplevelser for børn og forældre. Lokalforeningen er startet som et led i Mødrehjælpens ”1000 Dage”- partnerskab med Egmont Fonden og vil have særligt fokus på aktiviteter og hjælp til gravide og småbørnsforældre.

Lokalforeningen åbner i 2023 Mødrehjælpens butik med genbrug til børn i Grenå. Butikken er åben for alle, der vil købe kvalitetsgenbrug og samtidig støtte et godt formål. Overskuddet går til lokale aktiviteter og til Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning.

Kilde: Mødrehjælpen Djursland lokalforening / Bente have
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.