Kattegatcentret inviterer østjyderne til at give Randers Fjord en hjælpende hånd

Foto: Kattegatcenteret.
dato

Søndag den 15. juni inviterer Kattegatcentret alle østjyder til Udbyhøj Lystbådehavn ved Randers Fjord til et gratis familieevent, hvor man kan være med til at hjælpe havet ved at forberede ålegræs til udplantning. Det sker som en del af det landsdækkende initiativ Danmark Planter Ålegræs.

Tag hele familien med til en dag med mening, læring og naturoplevelser, når Kattegatcentret inviterer alle østjyder til at gøre en konkret forskel for havets natur ved at hjælpe med at forberede ålegræs til udplantning. Det sker søndag den 15. juni fra kl. 10-13 i Udbyhøj Lystbådehavn ved Randers Fjord.

”Når vi planter ålegræs, planter vi samtidig håb for havet. Det er helt konkret naturgenopretning, som både børn og voksne kan være med til – og en fantastisk måde at engagere familier i den marine natur på,” fortæller Søren Koops Forsberg, leder af skoletjenesten i Kattegatcentret.

Arrangementet den 15. juni er en del af Danmark Planter Ålegræs – en landsdækkende indsats, hvor frivillige over hele landet arbejder sammen om at genskabe livet under havets overflade. Kattegatcentrets deltagelse i kampagnen sker som led i det ambitiøse projekt Ålegræs i Norddjurs, hvor målet er at udplante 20.000 nye ålegræsskud langs Norddjurs’ kyst over en treårig periode.

”Jeg har selv prøvet både at binde ålegræs på søm og at plante det ude i havbunden iført våddragt og maske sammen med Kattegatcentret og projektet Ålegræs i Norddjurs. Det gør stort indtryk at mærke med hænderne, hvordan ens indsats direkte gavner havmiljøet. Projektet er et stærkt eksempel på, hvordan vi kan engagere både lokalsamfund, virksomheder, frivillige og skoler i et fælles ansvar for havet,” udtaler Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.

Aktiviteter for hele familien

Når Kattegatcentret inviterer østjyderne til at hjælpe med at plante ålegræs i Udbyhøj Lystbådehavn søndag den 15. juni, vil der være sjove og meningsfulde aktiviteter for hele familien fra kl. 10 til 13. Arrangementet er gratis, åbent for alle og kræver ingen tilmelding. Her kan man blandt andet hjælpe med at binde ålegræsskud på søm, som senere omhyggeligt vil blive plantet ud på havbunden.

”Det er en sjov og lærerig dag, hvor man både får fingrene i havvand og ny viden med hjem. Og når det kommer til naturgenopretning i havet, så har havet virkelig brug for en hånd, derfor er det ”alle mand på dæk”, så vi kan gøre den størst mulige forskel,” fortæller Søren Koops Forsberg.

Undervejs vil der være spændende aktiviteter med studerende fra Skovskolens naturvejlederuddannelse, og man kan – udover Kattegatcentret – også møde Kyst- og Fjordcentret og Randers Naturcenter.

En del af noget større

Indsatsen i Udbyhøj indgår i den landsdækkende kampagne Danmark Planter Ålegræs, hvor over 1000 frivillige, forskere og organisationer bidrager til at genoprette livet i havet. Ålegræsenge er en afgørende naturtype, der både renser vandet, lagrer CO₂ og skaber levesteder for havets dyr – men desværre er ålegræs gået kraftigt tilbage.

”Det er stærkt at opleve, hvordan fællesskab og frivillighed kan være drivkraft for reel naturgenopretning. Når børn og voksne står sammen om at give havet nyt liv, planter vi ikke bare ålegræs – vi planter håb,” fortæller Søren Koops Forsberg.

Det landsdækkende initiativ Danmark Planter Ålegræs er udviklet af Tænketanken Hav og Syddansk Universitet med støtte fra Nordea-fonden og VELUX FONDEN og gør det muligt for helt almindelige mennesker at tage aktiv del i en vigtig naturindsats – ét ålegræsskud ad gangen.

FAKTA

Kattegatcentret inviterer alle østjyder til at hjælpe havet ved at forberede ålegræs til udplantning søndag den 15. juni fra kl. 10–13 i Udbyhøj Lystbådehavn ved Randers Fjord.

Eventet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Til stede vil være: Kattegatcentret, Kyst- og Fjordcentret, Randers Naturcenter og Skovskolens Naturvejledere.

Program (der er drop-in hele formiddagen):

  • Kl. 10: Borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, holder åbningstale.
  • Kl. 10–11: Hjælp med at binde ålegræs på søm
  • Kl. 10–13: Skovskolens Naturvejledere laver sjove og lærerige aktiviteter for både store og små

Eventet er en del af Danmark Planter Ålegræs – et landsdækkende initiativ for at genoprette livet i havet.

Ålegræs spiller en helt afgørende rolle for havets biodiversitet. Men på bare 100 år er to tredjedele forsvundet, bl.a. som følge af udledninger af næringsstoffer.

Danmark Planter Ålegræs er udviklet af Tænketanken Hav i samarbejde med Syddansk Universitet og med støtte fra Nordea-fonden og VELUX FONDEN.

Kattegatcentrets deltagelse i Danmark Planter Ålegræs den 15. juni sker som led i det treårige projekt Ålegræs i Norddjurs, som ledes af Kattegatcentret med deltagelse af Kyst- og Fjordcentret og støtte fra NRGi. Projektets mål er at udplante 20.000 nye ålegræsskud i havet ud for Norddjurs – med aktiv medvirken fra både lokale gymnasieelever fra HTX og STX samt engagerede borgere.

Kilde: Kattegatcenteret
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.