Isolering, varmepumpe og nye vinduer. Det kan betale sig at energirenovere sin bolig, men det kan virke både dyrt og besværligt. Derfor sender Energistyrelsen nu deres rådgivningstjeneste til Norddjurs og omegn, så husejere kan få råd og vejledning om, hvordan de søger tilskud til at give deres hus en energirigtig opgradering.
De fleste husejere er klar over, at utætte vinduer, dårlig isolering eller et gammelt oliefyr kan være med til at sende varmeregningen i vejret. Og selvom ekstra midler til en varmepumpe eller nye vinduer kan være startskuddet til en grønnere bolig, kan det være svært at blive klog på hvor, hvordan og til hvad, man kan søge tilskud. Derfor kommer Energistyrelsens rådgivningstjeneste nu husejere i Norddjurs til undsætning, når de lørdag den 10. august lægger vejen forbi med gratis rådgivning til alle, der går med overvejelser om for eksempel at efterisolere boligen eller installere en varmepumpe.
Rådgivningstjenesten lægger vejen forbi netop nu, fordi Energistyrelsen har åbnet for ansøgninger til deres to populære puljer: Varmepumpepuljen og Energirenoveringspuljen. Begge puljer kan søges af husejere, som ønsker at give deres ældre hus en grøn opgradering, hvis de lever op til en række krav. Energistyrelsens rådgivere kan fortælle mere om, hvilke energiforbedringer man kan få tilskud til og hvilke kriterier, man som husejer skal opfylde, hvis man vil søge midler.
”Det kan være dyrt at energirenovere, og derfor giver vi alle danske husejere, som lever op til kravene for ansøgning af puljemidler, mulighed for at søge tilskud til forskellige renoveringsprojekter,” siger Lone Brose, der er chef for puljeadministration i Energistyrelsen. Hun håber, at rådgivningstjenesten kan være med til at hjælpe beboerne i Norddjurs, når de lægger vejen forbi på lørdag:
”Rigtig mange danske boligejere har i de seneste år vist interesse for at energiforbedre boligen med fx en ny varmepumpe, udskiftning af vinduer eller efterisolering af taget. Men mange er i tvivl om, hvad de skal gøre, eller hvordan de kommer i gang med at søge tilskud til energiforbedringerne. Derfor gør vi en særlig indsats for at hjælpe boligejerne i gang med ansøgningsprocessen.”
Ifølge nye tal fra Energistyrelsens Energibarometer, som tager temperaturen på danskernes adfærd og motivation i forhold til at spare på energien, har næsten hver tredje husejer foretaget en energiforbedring i deres bolig inden for det seneste år. Og 42 pct. af de husejere, der ikke har foretaget energiforbedringer af boligen det seneste år, svarer, at det, der afholder dem fra at energiforbedre er, at de ikke har råd og/eller, at det er for dyrt. Samtidig svarer 13 pct., at de mangler viden om, hvordan de kan energiforbedre boligen.
Mød rådgivningstjenesten i Norddjurs
Når rådgivningstjenesten besøger Norddjurs og omegn, kan du høre om dine muligheder for at søge Varmepumpepuljen og Energirenoveringspuljen, som i de seneste år har givet tilskud til mere end 20.000 danske boligejere.
Rådgiverne står klar med gode anbefalinger til hvad og hvordan, man kan søge tilskud gennem Energistyrelsens puljer – og med i tasken har de pakket aktivitetsbøger og farveblyanter til børnene.
Kom og mød os i Norddjurs lørdag den 10. august her:
• SuperBrugsen i Auning, 08:45 – 09:45
• Grenaa Gågade, 10:30 – 11:30
• Trailersalg i Grenaa, 12:30 – 13:30
• Dagli’Brugsen i Glesborg, 14:00 – 15:00
Fakta om Energistyrelsens puljer
Energistyrelsen administrerer Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen, der i løbet af sommeren igen er åben for ansøgninger. Der er i forår og sommer 2024 afsat 400 mio. kroner på Finansloven fordelt på begge puljer. Puljerne lukker senest den 30. november 2024, dog før hvis alle midlerne bliver afsat. Der kan i perioden være mindre servicevinduer, hvor puljerne har kortvarigt lukket.
Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen har til formål at fremme energibesparende forbedringer gennem et økonomisk tilskud til private danske boligejere og foreninger.
Energirenoveringspuljen er til boligejere, der ønsker at isolere deres bolig, udskifte vinduer, etablere eller skifte ventilationsanlæg eller måske etablere radiatorer eller gulvvarme. I Varmepumpepuljen kan boligejere, der vil skifte deres olie-, biokedel, gasfyr eller elvarme ud søge tilskud en varmepumpe.
De fem mest populære ting at søge tilskud til gennem Energirenoveringspuljen, er:
1. Udskiftning af facadevinduer
2. Uudnyttet tag
3. Energimærkning
4. Udskiftning af ovenlysvinduer
5.Terrændæk
I forhold til Varmepumpepuljen er der indtil nu meddelt:
8.150 tilsagn om tilskud til luft-til-væske-varmepumper
2.300 tilsagn om tilskud til jord-til-væske-varmepumper