En legende god lørdag

Trommer og fløjter blev også prøvet - musik er en god leg
dato

FDF Grindhøj havde inviteret til opstart og leg lørdag den 24. august på Naturlegepladsen i Grenaa. Det var der heldigvis mange, der havde lyst til at deltage i. Omkring 30 børn og forældre legede og hyggede sammen i det fine sensommervejr, og hele pladsen blev brugt.

Der var balancegang både med og uden vand i en kop. Nogle blev lidt våde, men hvad gør det, når bare man har det sjovt.
Man kunne prøve at ligge i en rigtig lejr-hængekøje og en bivuak. Næsten som at være på sommerlejr.

Gelblasters - Højt humør og kampråb
Inde mellem træerne var der lavet en bane med et flag i hver ende, og så gjaldt det ellers for de to hold om at stjæle hinandens flag. Der var gang i den med høje jubelbrøl og løb frem og tilbage. Det er ikke så nemt, som det lyder, når det andet hold kan gemme sig bag det nærmeste træ. Men sjovt så det ud, for både store og små.


Foto: En rigtig hyggelig dag i skoven for både store og små 

Uden mad og drikke …
Inde i læhytten var der lækker bålmad, skumfiduser og snobrød. Ikke kun almindelige snobrød, men også pizza-snobrød og kanelsnegle-snobrød. Så der var både lidt “rigtig” mad og sød dessert. Og selvfølgelig både kaffe, te og saftevand til at skylle alle oplevelserne ned med.

Så er vi igang
Fremover mødes vi på parkeringspladsen ved Grenaa Bibliotek klokken 17. Mandag den 26. august er temaet “Capture the Flag”, så der bliver gang i den. 

De første møder bliver ved biblioteket, til vi har fået vores “helt eget sted”. Der er noget virkeligt spændende i støbeskeen på den front, så følg med på vores hjemmeside og Facebook. Så kan vi forhåbentligt snart fortælle meget mere om det. Det er noget, vi glæder os utroligt meget til at løfte sløret for.


Foto: Emilie holder balancen 

Kom og vær med

Du er også meget velkommen til at komme og prøve, om FDF er noget for dig. Både store og små. Vi har plads til alle. Se vores hjemmeside www.FDF.dk/Grindhoj eller find os på Facebook.
Det koster ikke noget at prøve, og beslutter du dig for at du vil være med, så koster det kun 200 kroner at være med helt frem til sommerferien 2025.
Du skal bare huske, at vi er ude. Så på med fornuftigt tøj og sko - du bliver sandsynligvis dejligt beskidt.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.