Bliv IPS-konsulent og gør en forskel for unge i Norddjurs Kommune

dato

IPS-konsulent til Ungeindsatsen og UU – en del af Ungeløftet

Partnerskabet om Ungeløftet vokser – derfor søger vi endnu en IPS-konsulent

Ungeløftet i Norddjurs er i rivende udvikling, og derfor udvider vi igen vores IPS-indsats.
Vil du være med til at udvikle et Norddjurs med en klar vision om at garantere alle unge muligheden for uddannelse eller job?

Vil du være en del af et helt særligt hus med mange forskellige fagligheder, der samarbejder tværfagligt og koordinerer indsatsen med den unge med afsæt i dennes drømme og håb?

Vil du indgå i et engageret og dedikeret team af kollegaer, som hver dag arbejder for at gøre en positiv forskel for unge i Norddjurs Kommune?

Tror du på at arbejde og uddannelse kan være en afgørende del af en recovery-proces?

Brænder du for at arbejde tæt sammen med erhvervslivet for at skabe konkrete jobåbninger for unge i målgruppen?

Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger en IPS-konsulent, som brænder for at skabe muligheder for unge gennem stærke relationer til virksomheder og et tæt samspil med uddannelsesinstitutioner.

Din vigtigste opgave
Du skal skabe veje til job og uddannelse for unge mellem 15 og 29 år, der er tilknyttet Ungeindsatsen og UU.
Det gør du ved at opbygge stærke relationer til virksomheder og samarbejdspartnere og ved altid at tage afsæt i den enkelte unges håb, drømme og ønsker.

Du kommer blandt andet til at:

  • udvikle samarbejder med virksomheder og relevante uddannelsesaktører
  • skabe konkrete jobåbninger, fritidsjob, lønnede timer, lærepladser, alternative uddannelsesveje og andre muligheder, der bringer unge tættere på job eller uddannelse
  • matche unge og arbejdspladser med fokus på det gode og holdbare match
  • understøtte unge før, under og efter opstart i job eller uddannelse
  • samarbejde tæt med kolleger og eksterne samarbejdspartnere om den unges fælles plan

Det er dig, vi leder efter
Vi er mindre optagede af, hvilken titel du har i dag, end af hvordan du arbejder.

Du er den rette, hvis du:
  • tror ubetinget på IPS-metoden/de 8 principper herunder Place and Train
  • ser job og uddannelse som en væsentlig del af den unges recovery, trivsel og vej mod et selvstændigt voksenliv
  • trives langt bedre ude hos virksomheder end bag et skrivebord
  • er nysgerrig, vedholdende og dygtig til at skabe relationer
  • kan få arbejdsgivere til at se muligheder frem for begrænsninger
  • tænker kreativt og finder løsninger, når vejen ikke er lige
  • bliver oprigtigt stolt, når en ung lykkes med at få fodfæste i et job eller en uddannelse
  • har viden om og erfaring med målgruppen

Derfor er stillingen noget særligt
Hos os arbejder du ikke kun med én type unge – og derfor heller ikke med én vej videre.

Du møder unge mellem 15 og 29 år med vidt forskellige drømme, ressourcer og livssituationer. Nogle har blot brug for en virksomhed, der tør give dem chancen for deres første job. Andre har været uden for arbejds- og uddannelsesfællesskaber i lang tid og lever med psykiske, sociale eller personlige udfordringer, som gør vejen mere kompleks.

For nogle unge begynder rejsen hos en af vores stærke civilsamfundspartnere. For andre er første skridt få lønnede timer om ugen, mens næste skridt kan være en læreplads, en erhvervsuddannelse eller et ordinært job. Der findes ikke én rigtig vej. Vi tror på, at alle unge har et potentiale, at alle kan bidrage, og at alle har ret til muligheden for at udfolde deres potentiale. Vores opgave er at finde den vej, der giver mening for den enkelte – og støtte den unge hele vejen.

Fælles er, at vi tager udgangspunkt i den enkelte unges håb, ønsker, ressourcer og potentialer. Vi tror på, at deltagelse i arbejds- og uddannelsesfællesskaber er en afgørende del af et godt ungeliv.

Du bliver en del af Ungeindsatsen og UU i Norddjurs Kommune – én fælles indgang for unge mellem 15 og 29 år. Vi arbejder helhedsorienteret, tværfagligt og samkoordineret med udgangspunkt i den unges ene plan. Sammen udgør vi et stærkt arbejdsfællesskab med forskellige fagligheder, der spænder over uddannelsesvejledning, beskæftigelses- og socialfaglig sagsbehandling, virksomhedsrettede indsatser samt mentor-, ungestøtte-, kontaktperson- og bostøttefunktioner.

Praktisk information
Stillingen er på fuld tid (37 timer om ugen)

Arbejdssted er Ungeindsatsen og UU i Grenaa, men en stor del af arbejdet foregår ude hos virksomheder og samarbejdspartnere

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst

Ved ansættelse indhentes børne- og straffeattest

Norddjurs Kommune ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund til at søge stillingen.
  • Ansøgningsfrist: den 17. august 2026
  • Samtaler afholdes: den 24. august 2026 (sæt allerede kryds i kalenderen – hvis du bliver inviteret)
  • Opstart: senest den 1. oktober 2026

Vil du vide mere?

Lise Hegedahl Nielsen
Jobkonsulent og faglig koordinator, erhverv
Ungeindsatsen og UU
Mobil: 21 79 13 87

eller

Karina Dittmer
Leder af Ungeindsatsen og UU
Tlf.: 21 24 86 62

Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.

De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.

Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Norddjurs Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Ungeindsats og Ungdommens Uddannelsesvej, Østerbrogade, 8500 Grenaa

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 17-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/78af1a0b-b594-4f26-a95b-5faa4acfd251

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet