BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Trives du i en udadvendt rolle, hvor du dagligt er i kontakt med borgere og virksomheder på telefon og via mail? Bliver du motiveret af at yde en imødekommende service, hvor både din faglighed og din personlighed er afgørende for succes? Har du lyst til at lære, hvordan vi i Gældsstyrelsen sikrer, at gæld til det offentlige inddrives samt bruge den viden til at gøre en samfundsmæssig forskel?
Så er det måske dig, vi mangler i vores kontaktcenter.
Dine primære arbejdsopgaver
Kontaktcentret varetager flere forskelligartede opgaver med en klar hovedvægt på telefonisk borgerkontakt, hvorfor størstedelen af dit arbejde vil omfatte:
- Besvarelse af telefoniske henvendelser fra borgere/virksomheder vedrørende håndtering af gæld til det offentlige
- Lettere sagsbehandling i forbindelse med inddrivelsesprocesser
- Besvarelse af skriftlige henvendelser
- Være med til at sikre en korrekt service
- Yde faglig vejledning til borgere
For at få succes i stillingen er det vigtigt, at du er glad for at tale med mennesker, er tålmodig og via dine kommunikative evner kan forklare komplekse forhold enkelt og forståeligt. Du er serviceminded og har de personlige kompetencer, der sikrer en venlig og imødekommende myndighedsbetjening. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, det vigtigste er, at du motiveres af at hjælpe og vejlede borgere. Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring fra en tilsvarende stilling med kunde- og/eller borgerbetjening, men ikke et krav. Vi forventer desuden, at du:
- er god til at udtrykke dig klart og præcist i tale og skrift
- er god til IT-systemer
- går proaktivt til dine arbejdsopgaver
- er aktiv, når det drejer sig om at lykkes i fællesskab
I Gældsstyrelsen har vi ansvaret for at inddrive gæld til det offentlige. Det er en vigtig opgave, der har stor betydning for vores samfund og finansieringen af vores fælles velfærd. Vi søger på nuværende tidspunkt medarbejdere til vores kontaktcenter, der ønsker at levere førsteklasses service med ”smil i stemmen” og ikke er bange for at række ud efter hjælp og sparring, når det er nødvendigt.
Som person trives du i faste rammer med en veldefineret struktur i driften. Du løser dine opgaver selvstændigt og sætter en ære i at udføre dit arbejde godt. Du vil indgå i en enhed, hvor hverdagen kan være travl og hektisk, men hvor det gode humør fortsat er højt.
Sofia, frontmedarbejder i kontaktcentret fortæller her, hvorfor hun er glad for at være en del af kontaktcentret:
”Jeg kan godt lide at gøre en forskel for den enkelte borger, når jeg har dem i telefonen og samtidig bidrage til at sikre vores velfærdssamfund. Da jeg startede, havde jeg ingen forudgående kendskab til gældsinddrivelse, men det har jeg fået gennem en grundig oplæring. I min hverdag er jeg omgivet af mange gode kolleger, og vi har et fantastisk sammenhold – det værdsætter jeg meget.”
Du kan på Gældsstyrelsens hjemmeside under ”Mød vores medarbejdere” finde mere om hverdagen i Gældsstyrelsen.
Borger- og virksomhedskontakt Grenå – din nye arbejdsplads
Sammen med os får du en arbejdsplads som er kendetegnet ved gode kolleger og en uformel omgangstone, hvor trivsel og arbejdsglæde er i højsædet. Vi bestræber os på at være teamplayers og lykkes som gruppe, i en hverdag der er kendetegnet ved høj dynamik og arbejdsomhed.
Du bliver en del af en enhed med 24 kolleger. Vi arbejder med en 14 dages vagtplan, hvor vi har vagter indenfor følgende tidsrum: mandag 09.00-17.00, tirsdag til torsdag 09.00-16.00 og fredag 09.00-14.00. Bemandingen af Telefontiden pr. uge er cirka 24 timer.
Vi tilbyder derudover:
- Gode arbejdsvilkår med en struktureret hverdag
- God vekselvirkning mellem korte og længere arbejdsdage
- Opgaver med stort ansvar
Skatteministeriet lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Kan du se dig selv i jobbet, så send din ansøgning og CV med relevante eksamenspapirer via linket ”Søg stillingen” senest den 14. september 2023. Vi forventer at afholde samtaler i uge 39. Der vil indgå en logiktest og personanalyse i ansættelsesforløbet.
Ønsker du at vide mere om stillingerne eller ansættelsesprocessen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Helena Waldhauer på 7237 2840
Der vil forud for ansættelse blive indhentet referencer, restanceoplysninger og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Forventet tiltrædelse er pr. 1. december 2023.
Dit arbejdssted vil være Bredstrupvej 40, 8500 Grenå.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Norddjurs Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Grenaa, Bredstrupvej 40, 8500 Grenaa
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171504&DepartmentId=9412&MediaId=2872&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5897533