Mandag kl. 17.51 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et røveri i en forretning i Grenaa. En mand havde stjålet pant og nogle pakker fra forretningen. Et par vidner og den 57-årige butiksindehaver fulgte efter gerningsmanden, som forsøgte at indlevere den stjålne pant ved et nærtliggende supermarked.
Da butiksindehaveren konfronterede gerningsmanden, udviklede situationen sig til tumult, hvor den 18-årige gerningsmand fremviste en økse og truede den 57-årige mand. Gerningsmanden flygtede fra stedet, men blev senere på aftenen anholdt.
Den 18-årige blev kl. 21.18 sigtet for røveri mod forretningen og for at have været i besiddelse af en økse, hvilket er en overtrædelse af våbenloven.