Grenaa er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.30
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.30 to georgiske mænd på hhv. 25 og 39 år i grundlovsforhør i Retten i Randers. De sigtes for dokumentfalsk ved under udrejsekontrol i Aarhus Airport i Tirstrup at have fremvist falsk pas og falsk kørekort.
Begge blev anholdt i lufthavnen, og i deres bagage fandt betjentene deres georgiske pas.
**
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 14.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 14.00 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved torsdag aften på Hans Hartvig Seedorffs Stræde i Aarhus at have stukket en 20-årig mand flere gange med kniv.
Østjyllands Politi fik kl. 19.08 en anmeldelse om tumult mellem to mænd, hvor der blev brugt kniv. Da patruljerne kom frem, lå både den 22-årige og den 20-årige sårede på stedet, og de blev begge indlagt på hospitalet med skader.
Der er intet, der tyder på, at episoden er banderelateret.
Den 20-årige pådrog sig nogle alvorlige skader og er fortsat indlagt men har ikke været livsfare.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Opdagede hashhandel på gaden
Et tip om en igangværende hashhandel sendte torsdag kl. 16.09 Østjyllands Politis specialpatrulje til Dortesvej i Brabrand. Her opdagede betjentene to mænd og en kvinde, der gik frem og tilbage til en pose ved et buskads i området, og der blev også udvekslet noget mellem de tre personer og nogle andre, der kom til stedet.
Patruljen tog derfor kontakt til den 21-årige kvinde og de to mænd på hhv. 25 og 28 år. Alle blev visiteret, og posen på stedet kiggede betjentene også nærmere på.
I posen lå en del joints og noget hash, og begge mændene havde en del kontanter på sig. På baggrund af betjentenes fund og observationer blev alle tre anholdt og sigtet for salg af euforiserende stoffer.
Derudover havde både kvinden og den 25-årige mand en peberspray på sig, og de blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
**
Sigtet for at bide bartender i benet
Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 2.19 en anmeldelse fra en bar i Storegade i Randers, hvor en kvinde havde skabt en del uro og været voldelig over for en bartender.
Ifølge anmeldelsen havde en 33-årig kvinde været voldsom og aggressiv over for de andre bargæster. Hun var derfor blevet bedt om at forlade stedet, men da bartenderen puffede hende ud, tog den 33-årige fat i hende, og det endte med at begge kvinder væltede og faldt til jorden.
Her bed den 33-årige kvinde bartenderen hårdt i det ene lår.
En patrulje kørte til stedet, hvor de ude på gaden foran baren traf bartenderen, som blødte fra benet. Hun var dog ikke kommet alvorligt til skade. Lidt derfra stod den 33-årige kvinde, som flere udpegede som gerningsmanden. Hun blev derfor anholdt og sigtet for vold.
Under anholdelsen gjorde den 33-årige kraftigt modstand, og hun blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
**
To mænd i slagsmål i bus
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 12.12 en anmeldelse om, at to mænd var kommet op at slås i en bus, der kørte i Åbyhøj. På Haslevej holdt chaufføren ind, og de to mænd fortsatte slåskampen udenfor, hvor de slog og skubbede til hinanden.
En patrulje kom til stedet og fik skilt de to mænd på hhv. 33 og 65 år ad, hvorefter de blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Smed joints ud af bil og blev anholdt
En patrulje bemærkede torsdag kl. 23.48 en lugt af hash fra en bil, der holdt på en p-plads på Fjældevænget i Aarhus V. I bilen sad fire personer, og da betjentene gik hen mod dem, smed den ene af dem en pose ud af vinduet. Posen viste sig at indeholde en del joints, og den 21-årige mand, som havde smidt den, havde også nogle ulovlige tramadol-tabletter på sig, en totenschlæger og nogle tusinde kroner i kontanter.
Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg og for overtrædelse af våbenloven.
En 24-årig mand, der også sad i bilen, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash i lommen.
**
Kørte uden billet og blev aggressiv
Et par vagter kontaktede torsdag kl. 17.31 politiet og fortalte, at de tilbageholdt en mand, der havde kørt uden busbillet og nu var opfarende og aggressiv og nægtede at oplyse ID.En patrulje kørte til et stoppested på Viby Torv, hvor vagterne var gået ud med manden, der havde forsøgt at stikke af. Betjentene overtog den 24-årige mand, som fortsat var meget vred og ikke mente, at han skulle betale billet, når han kun skulle ét stop.
Da politiet kom, oplyste den 24-årige hvem han var, og han blev herefter anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
**
Færdsel
Torsdag kl. 8.00 skete der et færdselsuheld i krydset Åby Ringvej/Silkeborgvej i Brabrand. En 47-årig kvindelig bilist ramte ind i en bil ført af en 49-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 8.35 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En lastbilchauffør kørte op bag i en anden lastbil, og uheldet skabte en del kø på stedet. Ingen af de involverede kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 8.37 skete der et færdselsuheld på Rosenvangs Allé i Højbjerg. En 30-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en bil, der holdt parkeret i siden af vejen, hvorefter han påkørte en lygtepæl. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Torsdag kl. 13.42 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Sennelsgade i Randers C.
Torsdag kl. 15.41 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Torpevænget i Aarhus V. En 46-årig kvindelig cyklist blev ramt af en bil, der svingede til højre ad Torpevænget. Efterfølgende fortsatte bilisten uden at give sig til kende. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Torsdag kl. 16.01 skete der et færdselsuheld på Havnevej i Grenaa. En 72-årig mandlig bilist foretog et højresving ind på en p-plads, da han ramte en 17-årig ung kvinde, der kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Østermarksvej i Gjerlev begået mellem onsdag d. 20/4 kl. 12.00 og onsdag d. 27/4 kl. 12.00
• På Herredsvej i Hinnerup begået mellem onsdag d. 27/4 kl. 10.00 og torsdag d. 28/4 kl. 7.00
• På Torstilgårdsvej i Tilst begået torsdag d. 28/4 mellem kl. 12.30 og kl. 16.00