Mand med oversavet jagtgevær anholdt i Voldby ved Grenaa

dato

Onsdag aften kl. 23.24 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en mand i bar overkrop, der gik rundt med et oversavet jagtgevær i Voldby ved Grenaa. Flere patruljer blev straks sendt til stedet, hvor betjentene fandt manden ubevæbnet i en indkørsel. Han blev hurtigt anholdt, og politiet fandt det oversavede jagtgevær i hans bil, som blev beslaglagt.

Den 32-årige mand er sigtet for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder samt for vold og hærværk. Politiet mistænker ham for vold mod en 45-årig kvinde og for at have ødelagt inventar hos hende.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller manden i grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 14.30. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere.

Kilde: Østjyllands Politi