Mandag kl. 23.16 ringede en kvik borger til politiet efter at have kørt bag ved en traktor. Borgeren mente, at traktoren netop var blevet stjålet fra en lagerhal i Hammelev ved Grenaa, da traktorføreren kørte meget usikkert. På traktorens pallegafler stod en scooter placeret.
Borgeren hjalp politiet med at lede en patrulje på rette vej, hvilket førte til anholdelsen af en 29-årig mand. Den 29-årige blev sigtet for at have stjålet traktoren. Det viste sig, at scooteren på traktorens pallegafler var den 29-åriges egen, og han var kommet kørende på scooteren til gerningsstedet.
Ved anholdelsen fandt politiet en mindre mængde amfetamin på den 29-årige, som derfor også blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.