Fredag aften kl. 18.37 rykkede politi og ambulance ud til et alvorligt uheld på Kattegatvej i Grenaa. En 83-årig mandlig cyklist blev indlagt i kritisk tilstand efter et sammenstød med en 42-årig mand på elløbehjul.
Den 42-årige mand ramte den 83-årige, hvilket fik cyklisten til at vælte ned på asfalten. Efter at have tilkaldt hjælp, forlod den 42-årige stedet, men blev senere fundet af politiet.
Politiet har sigtet den 42-årige for sprit- og narkokørsel på løbehjul, da han virkede påvirket. En blodprøve er blevet foretaget for at fastslå, om han havde narko i blodet, og hvad hans promille var på ulykkestidspunktet.
Østjyllands Politi undersøger den 42-åriges rolle i uheldet nærmere, og årsagen til uheldet skal klarlægges. Der kan p.t. ikke oplyses yderligere detaljer i sagen.