Grenaa er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Fire sigtet for at spille høj musik i Botanisk Have efter kl. 20.00
Onsdag aften, kort efter kl. 20.00, kørte Østjyllands Politis cykelpatrulje en tur i Botanisk Have i Aarhus for at tjekke, om forbuddet mod at spille elektronisk forstærket musik efter kl. 20.00 blev overholdt. Det viste sig hurtigt, at det ikke var tilfældet.
Kl. 20.20 faldt den første sigtelse, da en 22-årig kvinde blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at spille høj musik fra en soundbox. Herefter fulgte yderligere tre sigtelser til tre mænd på 22, 22 og 23 år, der også spillede musik fra store højtalere.
Østjyllands Politi minder om, at Aarhus Kommune har indført nye støjregler for Botanisk Have og Skanseparken i Aarhus. Det betyder, at der i de to områder ikke må spilles elektronisk forstærket musik fra kl. 20.00 til kl. 10.00 den efterfølgende dag i perioden fra 1. april til 1. oktober. Bliver reglerne overtrådt, risikerer man en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og en bøde på 1000 kroner.
**
Mænd udsat for vold i nattelivet
Østjyllands Politi måtte nogle gange i løbet af natten til torsdag rykke ud til voldsepisoder i det aarhusianske natteliv, hvor der var ekstra mange mennesker – formentlig både på grund af de lempede coronarestriktioner og i forbindelse med Aarhus Festuge og studiestart.
En 19-årig mand anmeldte natten til torsdag kl. 00.55, at han nogle minutter forinden på Åboulevarden i Aarhus var blevet slået i ansigtet af en mand, han ikke kendte. Den 19-årige forklarede, at han havde haft en diskussion med sin kæreste, da en gruppe på fire mænd kom forbi og blandede sig. Da den 19-årige bad dem blande sig uden om, slog den ene mand ham i ansigtet. Herefter stak alle mændene af fra stedet. Den 19-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Natten til torsdag kl. 3.07 fik politiet en anmeldelse om, at en 19-årig mand var blevet slået og sparket af to mænd på Åboulevarden i Aarhus. Den 19-årige blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Gerningsmændene var løbet fra stedet, da politiet kom frem, og hændelsesforløbet er endnu ikke klarlagt.
Kl. 3.15 kørte en patrulje til Frederiks Allé i Aarhus C, hvor en 38-årige mand var blevet nikket en skalle af en anden mand. Vidner havde set de to mænd diskutere, hvorefter den 38-årige var blevet nikket en skalle. Gerningsmanden var kørt væk i en bil, som vidnerne kunne give en god beskrivelse af.
Ca. 20 minutter efter opdagede en patrulje den omtalte bil på en tankstation på Ormslevvej i Viby. Bag rattet sad en 31-årig mand, som svarede til signalementet af gerningsmanden. Han blev anholdt og sigtet for vold. Da han også virkede beruset, blev han bedt om at blæse i alkometer, og da promillen viste mere end det tilladte, blev han også sigtet for spritkørsel.
**
Beruset mand på cykel ignorerede politiet og blev anholdt
En patrulje, der kørte på Sankt Olufs Gade i Aarhus C, fik natten til torsdag kl. 1.14 øje på en 26-årig mand, som cyklede rundt på kryds og tværs af vejen i tydeligt beruset tilstand – uden tændte lygter.
Betjentene kontaktede ham og bad ham trække cyklen resten af vejen hjem, og den 26-årige steg velvilligt af og begyndte at gå. Men i samme øjeblik patruljen begyndte at køre, satte den 26-årige sig i sadlen igen, slingrede ned ad vejen, og tog ovenikøbet sin mobiltelefon frem og begyndte at tale i den, mens han cyklede.
Betjentene kørte efter cyklisten, men denne gang ville han ikke stoppe og kørte ned ad Kystvejen uden at ænse de blå blink bag ham. Til sidst steg en af betjentene ud af patruljebilen og løb cyklen op, hvorefter han anholdt den 26-årige, som gjorde kraftigt modstand.
Det endte med sigtelser for: At køre på cykel i spirituspåvirket tilstand, ikke at efterkomme politiets anvisninger, at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, at køre uden lys, og for at cykle, mens han talte i mobil.
**
Sigtet for at stjæle sprut i baren
En bartender på en bar på Store Torv i Aarhus C opdagede natten til torsdag kl. 2.33, at der manglede en flaske vodka og en flaske tequila fra baren.
Kort efter så han to 21-årige mænd, som sad på stedet med to nye flasker med vodka og tequila. Da han konfronterede dem, nægtede de at have stjålet flaskerne, men påstod, at de havde købt dem i et supermarked og selv havde taget dem med.
Den troede bartenderen dog ikke på, og de to mænd blev tilbageholdt af et par dørmænd, mens politiet blev kontaktet.
Da betjentene kom frem, blev de to 21-årige sigtet for tyveri.
**
Udgav sig for at være en anden
Natten til torsdag kl. 00.25 fik Østjyllands Politi et tip om, at en efterlyst person stod ved et busstoppested på Halmstadgade i Aarhus N. Der blev sendt en patrulje til stedet, der fik kontakt til manden, der blev bedt om at oplyse navn og personnummer, hvilket han gjorde.
Betjentene fik dog mistanke om, at det oplyste navn og personnummer ikke var identisk med hans eget, og da han heller ikke kunne svare på kontrolspørgsmål, blev han anholdt med henblik på at fastlægge hans identitet.
Under visitationen af ham fandt betjentene en klump hash, lidt amfetamin, nogle ulovlige piller og en ulovlig kniv. Han blev derfor både sigtet for besiddelse af narkotika og for overtrædelse af knivloven. Han blev også fundet i besiddelse af et hævekort, hvorpå der stod et andet navn, end det han havde opgivet til betjentene.
På politigården fastholdt manden dog, at han havde oplyst sit eget navn og cpr-nummer, men da betjentene tjekkede hans fingeraftryk i systemet, kunne de se, hvem han i virkeligheden var. Den 43-årige mand blev derfor også sigtet for falsk anklage ved at have oplyst en andens navn og cpr-nummer.
**
Specialpatrulje fandt narko i lejlighed
Onsdag kl. 09.30 besøgte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Åbyhøj, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret og solgt narkotika. Betjentene kunne konstatere, at der lugtede af hash, og de kunne høre fodtrin inde i lejligheden. Men da de bankede på og råbte, at det var politiet, og at personerne i lejligheden skulle åbne døren, skete der ikke noget.
Betjentene fik derfor åbnet døren ved egen kraft og traf tre unge mænd på 19, 20 og 21 år. Herefter påbegyndte betjentene ransagningen af lejligheden og fandt hash, joints, salgsposer, kontanter og andre genstande, der indikerede, at der blev solgt hash på stedet.
De tre mænd blev derfor alle anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Det viste sig i øvrigt, at den 21-årige mand var eftersøgt til afsoning.
**
Fandt narko i to lejligheder i Randers
Onsdag aften var betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje forbi to adresser tæt på hinanden i Randers NV. Begge steder havde betjentene mistanke om, at der blev opbevaret narko, og det viste sig at holde stik.
Kl. 19.45 besøgte betjentene den første lejlighed, hvor de traf en 25-årig mand, der blev gjort bekendt med, at politiet ville se lidt nærmere på lejligheden. Under ransagningen fandt betjentene en del hash og skunk samt flere kontanter og andre genstande til brug for salg af narkotika. Den 25-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
Kl. 20.09 forsøgte betjentene at komme ind i en anden lejlighed, hvor de også havde mistanke om, at der blev opbevaret narko. Da der ikke var nogen der svarede, sparkede betjentene døren ind, og det viste sig, at der ikke var nogen hjemme. I lejligheden fandt betjentene lidt hash, en totenschlæger og en ulovlig kniv. De fik kort efter kontakt til lejlighedens 29-årige mandlige beboer, der blev bedt om at komme hjem, hvorefter han blev sigtet.
**
Tørstig mand sigtet for butikstyveri
Natten til torsdag kl. 00.37 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra 7-Eleven på Banegårdspladsen i Aarhus C, hvor en kunde tre gange i træk havde været inde i butikken og tage en flaske læskedrik for derefter at gå ud uden at betale for den.
Medarbejderen havde forsøgt at konfrontere manden, men han var bare fortsat videre, hvorefter medarbejderen havde taget fat i en vagt, der tilbageholdt manden, mens der blev ringet efter politiet. Da betjentene ankom til stedet, blev den 21-årig mand sigtet for butikstyveri.
**
Engangsgrill skyld i brand
Onsdag kl. 22.01 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand foran et klublokale på Ryhavevej i Hasle, Aarhus V. Det viste sig, at der var antændt to engangsgrill på et træbord, der stod placeret tæt på klublokalet. Branden medførte kun mindre materiel skade og ingen personskade. Det viste sig, at de to engangsgrill formentlig var stjålet fra en container, der stod ved siden af, hvor et vindue var brudt op.
**
Færdsel
Onsdag kl. 07.46 skete der et færdselsuheld på Herningmotorvejen ved Harlev J. En 52-årig mandlig bilist bremsede op i den tætte morgentrafik og blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 22-årig mand. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet, men det ene spor blev spærret i en halv times tid, mens oprydningsarbejdet stod på. Den 22-årige mand blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.
Onsdag kl. 08.44 skete der et færdselsuheld i krydset Over Hadstenvej/Toftegårdsvej i Hadsten. En 24-årig kvindelig bilist kom kørende ad Toftegårdsvej, da hun i krydset ved Over Hadstenvej kørte frem for ubetinget vigepligt. En 75-årig mandlig bilist kom kørende fra højre side og kunne ikke nå at bremse, hvorfor de to biler stødte sammen med materiel skade til følge. Den 24-årige kvinde blev kørt til kontrol på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Onsdag kl. 10.55 skete der et færdselsuheld på Mosegårdsvænget i Hasselager. En 81-årig mandlig bilist kom kørende ad Mosegårdsvænget, da han formentlig fik et ildebefindende, der betød, at han mistede kontrollen over sin bil og kørte ind i et træ. Den ældre mand måtte hjælpes ud af bilen og blev tilset i en ambulance. Han var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Onsdag kl. 12.45 skete der et færdselsuheld på Lillegade i Grenaa. En 29-årig kvinde kom kørende på fortovet med en barnevogn, da hun måtte trække ud på kørebanen på grund af en trappesten, der begrænsede bredden på fortovet. Mens kvinden gik på kørebanen kom en bil kørende, og kvinden oplevede at blive presset ind mod kantstenen, så barnevognen blev kilet fast mellem bilen og kantstenen. Føreren af bilen råbte ifølge kvinden ukvemsord til hende, hvorefter han accelerererede væk fra stedet. Kort efter kom han retur og steg ud af bilen og gik råbende hen imod hende, hvorefter hun skyndte sig væk. Der skete umiddelbart ingen personskade som følge af episoden.
Onsdag kl. 13.17 skete der et færdselsuheld i krydset Ølstvej/Randersvej i Hinge ved Hadsten. To biler kørte sammen i krydset, hvilket medførte at Randersvej var helt spærret i en times tid, mens oprydningsarbejdet stod på. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet.
Onsdag kl. 16.30 blev en 45-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på rasteplads Gudenå Vest på Nordjyske Motorvej ved Randers SV.
Onsdag kl. 18.32 blev en 54-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Strømmen i Randers SØ.
Natten til torsdag kl. 01.40 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel mod ensretning, da han blev standset af en patrulje på Vester Allé i Aarhus C.
Natten til torsdag kl. 02.05 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Møllevangsvej i Randers SV.
Natten til torsdag kl. 02.17 skete der et færdselsuheld på Aldersrovej i Aarhus N. En 26-årig mandlig bilist skulle bakke ud og påkørte i den forbindelse en parkeret bil. To vidner på stedet vurderede, at føreren af bilen var påvirket af alkohol, hvorfor de holdt øje med ham, indtil politiet ankom. En alkometertest bekræftede, at den 26-årige mand havde en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Natten til torsdag kl. 03.49 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Ormslevvej i Viby J.
**