En 58-årig mand blev søndag eftermiddag anholdt på Grenaa Marina og sigtet for flere tyverier af påhængsmotorer.
En bådejer kontaktede politiet, da han under en presenning i sin jolle fandt fire påhængsmotorer, som formentligt var stjålet.
Der har været flere tyverier af motorer den seneste tid i marinaen, og ud fra forskellige vidneudsagn og spor på stedet, fandt nærpolitiet i Grenaa frem til en 58-årig mand, som opholdt sig på en båd i havnen.
Han blev anholdt og er foreløbigt sigtet for tyveri af de fire påhængsmotorer. Politiet efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, om han kan sigtes for flere forhold.