En 29-årig mand er idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid, efter at have erkendt drabet på en 24-årig kvinde i maj 2025. Kvinden blev kvalt på en ejendom tæt ved Grenaa, hvor både den 29-årige og den 24-årige boede.
Retten i Randers afsagde onsdag dom i sagen mod en 29-årig mand fra Djursland. Den 29-årige blev anholdt den 26. maj 2026, da den 24-årige kvinde blev fundet død på en adresse i en mindre by nordvest for Grenaa, hvor de begge boede.
Politiet blev på tidspunktet tilkaldt til adressen af hjemmeplejen, der var bekymrede for husets beboere, og fandt her den 24-årige livløs og den 29-årige sovende i sin seng ovenpå.
Den 29-årige er af Retslægerådet vurderet utilregnelig i gerningsøjeblikket med blandt andet delirøs tilstand, synshallucinationer og paranoide vrangforestillinger. Han nægtede sig skyldig, da han blev anholdt i maj, men erkendte i retten i dag, at han kvalte den 24-årige kvinde på grund af en uenighed.
Den 29-årige blev desuden dømt for en række tidligere sager om tyveri, indbrud, overtrædelse af knivloven og loven om euforiserende stoffer.
"Der er tale om en tragisk sag, hvor en ung kvinde har mistet livet. Det er en sag helt uden vindere, og sagen endte med det værst tænkelige resultat - nemlig et drab. Jeg tilfreds med, at de pårørende nu kan få en smule afrunding på sagen, efter at den person som har været sigtet og siddet varetægtsfængslet har erkendt forholdet i retten. Derudover er jeg tilfreds med, at Retten fulgte vores påstand om en anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid. At han blev idømt en anbringelsesdom, skyldes, at det var Retslægerådets vurdering, at tiltalte var i en sindssygelig tilstand på gerningstidspunktet og derfor ikke skulle have en normal fængselsstraf" siger specialanklager Jesper Rubow fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Den dømte skal fortsat være varetægtsfængslet på psykiatrisk afdeling efter dommen er afsagt. Han skal desuden betale erstatning til de efterladte.
Den 29-årige tog betænkningstid vedrørende anke af dommen.
Kontakt
Specialanklager Jesper Rubow
Tlf. 2910 9656