26-årig idømt 8 års fængsel og udvist efter drabsforsøg

Profilbillede
dato

En 26-årig mand blev mandag idømt otte års ubetinget fængsel og udvist for bestandigt for forsøg på manddrab og brandstiftelse ved den 14. marts sidste år at have sat ild på et kollegieværelse i Grenaa, hvor en 19-årig mand befandt sig.

Under branden fik den 19-årige alvorlige forbrændinger flere steder på kroppen, men det lykkedes ham at flygte fra stedet, og han blev efterfølgende fløjet til behandling på hospitalet. 

Efterforskningen af sagen førte hurtigt politiet på sporet af den nu 26-årige mand, som blev anholdt og sigtet. Han har siden siddet varetægtsfængslet. 

Episoden den 14. marts skete, da den 26-årige opdagede, at hans dengang 20-årige søster opholdt sig på den 19-åriges værelse på Campus Djursland i Grenaa.

Den 26-årige var tiltalt for at have angrebet den 19-årige og slået ham i ansigtet, ligesom han også forsøgte at stikke sin søster med en saks, inden han satte ild til værelset og forsøgte at lukke den 19-årige inde, mens flammerne tog fat. 

 

Erkendte vold – nægtede drabsforsøg

I retten læste anklageren bl.a. noget op fra den 26-åriges grundlovsforhør, hvor han forklarede, at der i hans kultur er normer for, hvad der er rigtigt og forkert. Og at hvis en kvinde, fx en søster, er sammen med en mand, og de ikke er gift, er det i hans kultur tilladt at dræbe dem begge.  

”Den 26-årige er kommet med flere udtalelser, der peger på, at motivet bunder i nogle æresbegreber, og det er der også vidner, der understøttet. Det var en skærpende omstændighed oveni et meget voldsomt drabsforsøg, hvor den dømte blandt andet fjernede håndtaget på døren i det brændende værelse for at forhindre den 19-årige i at komme ud,” siger specialanklager Birgitte Ernst. 

Den 26-årige erkendte i retten at have begået vold mod den 19-årige, men forklarede, at det var fordi, at han troede, at hans søster blev voldtaget. Han nægtede at have forsøgt at dræbe den 19-årige.

Retten vurderede i skyldkendelsen, at tiltaltes adfærd, da han kom ind i lejligheden, skyldtes, at han af religiøse og æresrelaterede grunde ikke kunne acceptere, at den 19-årige og tiltaltes søster var alene sammen i lejligheden.
Den 26-årige ankede dommen til frifindelse.

Tre kvinder blev kort efter episoden sidste år anholdt og varetægtsfængslet, men alle sigtelserne mod dem er droppet, og politiet mener ikke, at andre personer end den 26-årige har været involveret i drabsforsøget. 

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi